Forside

Må du køre bil?

Hvad må du have på af tøj?

Kan du overhovedet få et arbejde?

 

Disse spørgsmål bliver man ofte konfronteret med, når man som dansk kvinde har valgt at bosætte sig i et land i Mellemøsten.

 

Det typiske billede, der tegner sig, er en forestilling om et liv i glohede ørkenstater uden kulturrigdom og sjæl. Et liv i kapitalistiske overflødighedshorn, hvor lykke og værdi måles i guld, olie og firhjulstrækkere. Et liv i islamiske diktaturstater uden demokrati, basale frihedsrettigheder og med Sharia lovgivning, der foreskriver et respektløst, urimeligt og undertrykkende kvindesyn.

 

At leve som kvinde i Mellemøsten er uden tvivl meget anderledes fra et liv i Danmark. Selvfølgelig er det det. Og vi har da også selv haft dem. Fordommene og de stereotype forestillinger. De indeholder også en vis sandhed. Det gør fordomme og stereotyper altid. Men de er ikke sandheden. Den er langt mere nuanceret. Og positiv. Heldigvis.

Mellemøsten er først og fremmest ikke ét land. Mellemøsten er et geopolitisk og kulturelt område i Den Persiske Golf, der typisk defineres som landene Bahrain, Egypten, Forenede Arabiske Emirater, Irak, Iran, Israel, Jordan, Kuwait, Libanon, Oman, Palæstina, Saudi-Arabien, Syrien, Tyrkiet, Yemen og Qatar. Der findes dermed ikke én samlet fortælling om livet som kvinde i Mellemøsten. Der er lige så mange fortællinger, som der er lande. Lige så mange fortællinger, som der er kvinder.

 

Efter på egen krop at have erfaret, hvordan det er at leve i den internationale arabiske metropol Dubai, og i mødet med danske kvinder fra Mellemøstens andre lande, er det vores hensigt at kaste nyt og skarpt lys over en del af verden, som af mange betragtes som ufremkommeligt for kvinder. For det er ikke sandheden.

 

Igennem dybdegående portrætter af danske kvinder, der befinder sig midt i livet i Mellemøsten, er det vores ambition at skabe et nuanceret billede af, hvordan det er at være kvinde i Mellemøsten. Det er vores ufortrødne håb, at vi kan være med til at nuancere og ændre på den opfattelse, man kan have af livet som dansk kvinde i Mellemøsten.

 

KONTAKT

Call us:

IBEN BJØRGULF ANTONSEN

+971 52 719 8580

SINE SOFIE NYHOLM FRIIS

+971 55 46 47 365

E-mail:

INFO@WOMENWORLDWIDE.DK

Er du interesseret i at høre mere? Skriv dig op til nyhedsbrevet her!